Søndag d. 16/8 2009

Nu har vi så, i en lille uges tid, sejlet rundt i det vestsvenske paradis. Trods lavtryksvejr har vi haft en masse solskin, og har hver dag flyttet os et par mil til den næste, lille perle af en skærgårdsø.

Jeg begynder at kende dette område som min egen bukselomme, og det gør bestemt ikke noget. Det er sjovt som hver ø, de ensartede naturgivne betingelser til trods, har helt sit eget særpræg og sin egen stemning. Der er faktisk stor forskel, men fælles for dem alle er de smukke, svenske træhuse og de skønne, varme klipper. Det her minder på rigtig mange måder om Middelhavet, der er der bare for varmt (for min smag).

Ungerne har hygget sig gevaldigt med jollen (bananbåden), som har været på mange togter til små skær i nærheden af båden, og klatreevnerne er blevet prøvet af på hver eneste klippe, som var mere end 1/2 meter høj.
Anne-Marie har døjet noget med klaustrofobi og rygsmerter i den lille båd, men har også nydt skærgårdsmiljøet og vores dejlige børn, som stortrives med denne ferieform.

Vi var så heldige i torsdags at komme til Husvik på Brännö netop den aften, hvor der var sidste gang “Dans på Brännö Brygga” for i år. Det er en tradition, der går mere end 70 år tilbage: hver torsdag hele sommeren er der dans på “dansbanan” på broen til levende musik.
Vi kom således med til “festen” og fik os en svingom til Brännö Pojkarna, som er et helt usædvanlig fedt danseorkester. Bandet kommer fra Brännö, som har et meget blomstrende musikliv, til trods for, at den ikke er meget større end Tunø. Ikke mindre end 5 studier til indspilning af CD’er findes her, og den CD, jeg købte med bandet rummede 14 numre, som alle var skrevet af forskellige Brännö-boere. Det er da vildt. Og igen, på naboøerne mindre end 500 meter væk findes dette miljø ikke.

På Fotö, hvor vi ligger nu, har vi lige været til “missions-koncert” med et meget ungt band, der spillede sange med kristne tekster i den lille bitte café på havnen. Præsten holdt også en kort prædiken. Til dette arrangement var der nok 70 mennesker mødt op. Sandsynligvis hovedparten af øens befolkning. Sikke en opbakning! De har altså noget fokelighed og sammenhold her, som (også) drager mig.

I mit næste liv vil jeg være svensker. Fordi de har den natur. Fordi et hus er en skønhed her. Fordi en harmonika hedder et dragspel. Og af en hel masse andre grunde. Sverige er bare mere cool, og sådan er det.

I morgen tidlig sejler vi ind til Göteborg, hvor Anne-Marie og ungerne skal med færgen kl. 9.30. Derefter må jeg se at finde hjem, men vejrudsigten byder naturligvis på modvind, og i morgen endda 8-13 m/s, så nu må vi se.
Den meget lange tur til trods, kunne jeg sagtens blive ved. Det her er bare livet.