Onsdag d. 5/8 2009

I dag var jeg ekstra glad for radaren: jeg kom til at sejle i ret tæt tåge i 6 timer. Det skete et par gange, at jeg kom ganske tæt på andre fartøjer, som jeg kunne følge på AIS’en og radaren, men aldrig så i virkeligheden. Jeg er glad for at konstatere, at jeg har netop det rette grej til opgaven. Ved 16-tiden lettede tågen og vinden tog af. Jeg rebede ud, og fik noget, der kunne minde om helt almindelig, civiliseret sejlads. Stille og roligt fremad. På Out Skerries havde jeg forsøgt at justere regulatoren i vindmøllen, da den har en tendens til at overlade. Desværre havde jeg åbenbart fået skruet for meget til den ene side, for nu ladede den slet ikke. Det går jo ikke i længden, så jeg måtte op at klatre i targabøjlen, hvilket jeg ikke er vild med, selv ikke i havn. Men det lykkedes da, og nu snurrer møllen igen lystigt.

Der er brug for strømmen, for radarens vagt-funktion virker ikke. Den skal kunne slå til automatisk efter et forudindstillet tidsrum, scanne i et minut og lukke ned igen. Det gør den bare ikke, og det betyder, at når jeg skal have noget søvn, er jeg nødt til at lade den køre hele tiden. Radaren er uden sammenligning den største strømsluger ombord, så på den måde er det godt, at der er modvind: så lader møllen en masse.

Jeg fik solskin til aftensmaden! Det er utroligt, hvad sådan en smule sol kan betyde for humøret og gåpåmodet. Det hele så pludselig så lyst og nemt ud. Men så begyndte det at regne…

Kl.23 var der pludselig mobildækning ganske kortvarigt. Det er mig stadig en gåde, hvor den kom fra, for jeg kunne ingen platforme se, og AIS’en viste ikke noget. Men dækningen gav mulighed for et hurtigt kald til min far. Det var skønt at høre en kendt stemme. Den umådelige distance og modvinden gør, at jeg stadig føler mig mere alene og lille end nogensinde før. Men der er kampgejst!

Til aften kunne jeg konstatere, at lanternen i toppen af masten ikke virker mere. Pæren er sikkert blevet rystet løs af de voldsomme vibrationer, da Mathilde bankede imod de 2,5 meter høje bølger i nat. Så må jeg klare mig med ankerlanternen i targabøjlen. Den lyser hvidt, hvilket ikke er “reglementeret” navigationslys, og den er heller ikke synlig hele vejen rundt, men bedre end ingenting. Og så gælder det om at komme af vejen, hvis der kommer andre skibe på kollisionskurs.

Torsdag d. 6/8 2009

Vinden stadig SSØ, ind imellem S, men styrken er ganske civiliseret, ca. 6 m/s, søen OK. Vejrudsigten lover ikke godt. De kan ikke finde på andet at sige end SØ og atter SØ. Det var overskyet hele dagen.

Kort efter jeg var “stået op” gik jeg over stag sydpå. Natten var rolig, både sejladsmæssigt og hvad angår trafik. Der er godt nok ikke det store rend af menneskeligt liv out here.

Ved 17-tiden vendte jeg igen østpå, da vejrudsigten nu mumler om østlig vind i Skagerrak. Pokkers, når jeg når derned skal jeg jo netop mod øst! Derfor gælder det om ikke at tabe for meget østlig højde, og jeg holder mig derfor tættere på den norske kyst, end jeg oprindeligt havde tænkt mig.

Modet er OK i dag, men jeg føler mig presset af tidsfristen: jeg skal helst være i Göteborg mandag eftermiddag, for der stiger Anne-Marie på med drengene. Færgebilletterne er købt. Og man lader jo nødigt en dame vente. Havet er dog ligeglad. Og vinden er meget imod.

Fredag d. 7/8 2009

Det var åbenbart en dårlig ide at gå så tæt på den norske kyst: fra kl. 23-03 var der en afsindig trafik af store og især små skibe, som jeg ustandeligt skulle forholde mig til. Det er godt nok ikke blevet til meget søvn.

Båden krydser pludselig elendigt, både styrede og beholdne kurser er helt åndssvage. Det er ikke lige det, jeg har brug for, og jeg begriber ikke, hvad der sker. Jeg synes, jeg behandler hende, som jeg plejer, og Mathilde plejer at kunne krydse fra alt og alle. Øv!

Jeg er træt og noget uoplagt, og arbejder meget med mig selv mentalt for at holde gnisten ved lige. Der sker jo ikke en skid, jeg ligger bare og banker frem og tilbage langs den uendelige, norske kyst. Og det eneste, jeg kan se frem til, er mere modvind, når jeg endelig når rundt om hjørnet og kan gå østpå. Det virker lige nu tvivlsomt, om jeg når til Göteborg inden mandag. Og båden er klam af det vand, der er dryppet ind. Det kan man jo heller ikke byde sin familie. Et par dages forspring ville være godt, så jeg kunne nå at tørre båden igennem.

Det er alt i alt en sej kamp, men jeg kan stadig se mening i galskaben, og det er det her, jeg vil, tro det eller lad være. Og jeg skal sgu nok nå frem, om ikke før så siden. Blot kunne det være meget dejligt at kunne sende, og ikke mindst modtage, et par SMS’er, for slet ikke at tale om at tale med nogen. Jeg er helt vildt isoleret her, og faktisk er det muligt, at jeg ikke får dækning igen før i næste uge, når jeg når Sverige! Det er lidt svært at overskue lige nu.

Endelig kl. 21 kunne jeg lægge ind på en kurs, der skulle føre mig direkte mod Skagen. Jeg har kæmpet i et døgn for at skabe ordentlig sydlig højde, da vejrudsigten nu truer med SØ-lig vind, 8-13 m/s, og så skal jeg ikke ligge og rode op ad den norske kyst.

Men så forsvandt vinden, efter en halv time! Motoren blev startet. Kl. 23 fandt jeg ud af, at radaren også kan finde på at lukke ekkoer ind vagtzonen uden at give alarm. Den er hermed endeligt fyret som vagthund, og nu står den på 20 minutters søvn ad gangen resten af turen.

Ved samme lejlighed, da jeg var oppe for at checke horisonten, skete det fede: en delfin! Ja, gu var det en delfin! Under en meter fra båden, den dykkede under båden adskillige gange og sprang halvt ud af vandet så tæt på cockpittet, at jeg næsten kunne røre den. Fantastisk! Så kan man lidt igen!