Søndag d. 2/8 2009

I dag var det OK sejlvejr, så jeg besluttede at sejle ud til Out Skerries. Selv om jeg var gået glip af festen, ville jeg nu gerne se stedet, for det skulle være noget helt særligt.

Det tog det meste af formiddagen at gøre båden klar til at sejle igen. Det er utroligt, som sådan et par dage i havn kan omdanne en båd til et sommerhus: klapcykel skal pakkes sammen, cockpittelt nedtages, opvask, tøj, der hænger til tørre, rod, der ikke er stuvet af vejen, osv.osv.

Men ved 13-tiden kom jeg afsted, og skulle for første gang prøve at sejle i tidevandsstrømmen. Jeg havde naturligvis planlagt afsejlingstidspunktet, så jeg ville få medstrøm til Out Skerries.

Det var endnu engang ubeskriveligt smukt at sejle op mellem skær og øer. Sikke et landskab! Og hvor har de meget af det! Uanset, hvor jeg så hen, mødte øjet kun bølgede linjer og enkelte steder forrevne skær.

Desværre døde vinden efterhånden hen, og da jeg desuden døjede med en ikke ubetydelig hovedpine (og det kan jo ikke have været tømmermænd efter festen), valgte jeg at gå ind i den lille fiskerihavn på Walsay. Det var en speciel oplevelse: der var ikke en eneste sejlbåd derinde, kun kæmpestore mega-trawlere (som Walsay er berømt for) og så en halv million små fiskerbåde. Med lidt kreativitet fandt jeg en plads yderst på en pontonbro og lige op af færgelejet, hvilket gav en del skvulpen, når færgen kom, og det gjorde den næsten hele tiden.

Bortset fra det var det et dejligt sted at være, og efter aftensmad gik jeg en tur op i “byen”. Det er karakteristisk for alle disse øer, at beboerne ikke rigtig organiserer sig i byer. Husene ligger ligesom tilfældigt fordelt over hele landskabet, det er umuligt at se nogen plan eller ide i placeringen. Og måske er der ikke nogen. Her er plads nok, så man bygger, hvor man har lyst den dag.

Iøvrigt er det typiske, shetlandske hus fuldstændig utroligt grimt: en grå stenkasse i billige materialer, med et ligeledes gråt tag. Vinduer og døre i brune rammer, vinduer uden sprosser eller andre formildende omstændigheder. Ingen have udenom, ingen blomster, ingen farver overhovedet. Og de er stort set allesammen ens. Det vidner enten om en, for en forvænt dansker, helt uforståelig nøjsomhed, eller om total mangel på sans for æstetik.

Klimaet her er dejligt. Vejrmæssigt har jeg været heldig indtil nu (bortset fra kuling-dagen), og der er typisk ca. 20-22 grader og sol. Selv om det er varmt og rart, har luften alligevel en slags arktisk “bid”, som giver en særlig friskhed. Især om aftenen kan jeg godt mærke, at jeg er kommet tættere på polarcirklen. Her bliver det typisk rigtig koldt, og duggen falder tungt. Men Shetlandsøerne ligger vist også på samme breddegrad som det sydlige Grønland, har jeg læst et sted.

Mandag d. 3/8 2009

Fantastisk dag! Jeg klappede cyklen ud lige efter morgenmad og begav mig på vej rundt på Walsay. Da jeg var kommet væk fra “byen” åbenbarede der sig hurtigt et smukt og ganske øde landskab, selvom øen egentlig ikke er ret stor.

Fra en bakketop så jeg ud over østkysten, som var et kuperet landskab med helt usædvanligt mange ruiner af gamle stenhuse. Her har tydeligvis ligget en slags spredt “landsby” engang. Nysgerrigheden blev vakt, jeg stillede cyklen og begav på vandring ned til kysten. Det var meget pirrende for fantasien at gå “ind” i disse huse (de manglede taget) og forestille sig det liv, der har udspillet sig her, formodentlig indtil for hundrede år siden eller så. Hvorfor indbyggerne her var blevet enige om, eller tvunget til, at forlade hele denne del af øen, lå hen i det uvisse, men det må have været vemodigt at forlade disse huse, som har kostet umenneskelige anstrengelser at bygge. Alle de sten, der er blevet slæbt hertil og stablet op! Og alle steder kilometerlange diger til at holde marker og får adskilt, ligeledes i sten, der møjsommeligt var stablet i en selvstabiliserende konstruktion.

Iøvrigt havde alle disse huse en udsigt over havet og skærene nedenfor, som enhver dansker ville give 10 mio. og sin højre arm for. Det er sært, som mennesker har det med at klumpe sig sammen. Hvis vi fordelte os lidt bedre, ville vi kunne få hver sin havudsigt.

På den anden side er det skønt, at der stadig findes øde steder. Jeg nød at gå her i flere timer uden at se en sjæl. Jeg har ikke noget imod mennesker, men de udsender altså “støj”. Mennesker GØR altid et eller andet, eller de har i det mindste en mening om det, de ser, de er NOGEN. Her var kun får, og det efterlod landskabet og naturen i fred til bare at være sig selv. Og det gav mulighed for at mærke jordens historie og fornemme de shetlandske slægters gang her gennem tiderne på en helt anden måde, end hvis der havde stået 50 turister og taget billeder. Nu var der kun én, og det var mig!

Nede ved havet fandt jeg et blødt stykke græs med udsigt over den skummende brænding, og her slog jeg mig ned i en times tid. Bedst som jeg lå og slængede mig, kom en odder forbi, mindre end 10 meter væk! Den spankulerede roligt ned til havet, hvor den hoppede i vandet og gav sig til at fiske. Det her er natur!

Efter at have cyklet ud til nordenden af vejen, vandrede jeg igen et par timer til en jernalderbebyggelse, der var blevet gravet ud. I mere end 5000 år har der levet mennesker her, og bakkerne fortæller historie, mens man vandrer. Der er noget urtid over øerne, som fascinerer mig, og landskabet ER et eventyr i sig selv.

Cykelturen hjem til havnen blev lagt forbi kirken, som lå på en lille ø med en dæmning ud til. Kirkegården fortalt sit tydelige sprog om et barsk liv her: over halvdelen af dem, der lå her, var ikke blevet over 60, og rigtig mange var ikke engang blevet 50.

Om eftermiddagen sejlede jeg ud til Out Skerries, en spændende sejlads med et heftigt tidevand på tværs, da jeg sejlede over et åbent stykke mellem Walsay og Skerries.

Out Skerries er nogle små øer med en befolkning på 80 sjæle, men med en blomstrende fiskerihavn inde mellem de tre øer. Havnen er ideelt beskyttet for allel vinde, og det helt naturligt. Der er ikke bygget moler eller bølgebrydere nogen steder. Jeg sejlede ind gennem den snævre indsejling og blev anvist en mooring (fortøjningsbøje, red.) af en venlig fisker i land. Det passede mig fint, for her var 14 meter dybt, lige lovligt meget til selv at ankre.

Stedet osede af stemning, og jeg måtte straks i land. Efter at have bakset en del med “bananbåden” (en sammenklappelig jolle, jeg har med), som jeg stadig ikke er helt rutineret i at klappe ud (godt, at de franskmænd, der lå opankret nærved, havde travlt med at kigge den anden vej, for mine anstrengelser på fordækket må have set ganske sjove ud), lykkedes det at komme ind til pieren.

Jeg gik en aftenstur ad den lille strimmel vej her var. Det er mærkeligt, at de allesammen har en bil foran huset, for der højst 2 km. vej at køre på, og øerne (hvoraf de to er forbundet med en bro) er tilsammen væsentligt mindre end Tunø.

Ikke nok med, at de har en bil. På den tur på vel 1 time, jeg gik (ud til enden af vejen og videre ud til vestkysten og tilbage igen) blev jeg nok passeret 20 gange af den samme sorte Polo med tre unge mennesker i. De kørte stille og roligt, men de lavede ikke andet end at køre ned til havnen, vende, køre op på den anden ende af øen (2 km), vende, køre ned til havnen osv. Længe efter at jeg var kommet ud på båden, og det var blevet mørkt, kunne jeg følge bilens fortsatte transport havnen t/r inde i land. Jeg er sikker på, at de tre unge rigtig syntes, de var kommet ud at slå til Søren. Mulighederne for adspredelse er få og små i så lille et samfund.

Tirsdag d. 4/8 2009

Det meste af dagen gik jeg lidt rundt om mig selv. En uro i kroppen var begyndt at melde sig, jeg kunne fornemme Nordsøen ligge lige på den anden side af skærene og vente på mig. Det gav en blanding af spænding og nogen bæven også. Jeg har sgu fået respekt for det hav, hvis jeg ikke havde det i forvejen.

Endelig kl. 15.30 blev jeg enig med mig selv om at sejle ind i Yell Sound og ankre, for lige at nå at se et sted mere inden hjemrejsen. Vejret og vejrudsigten bød på frisk SØ-lig vind, så det var jo ikke ligefrem oplagt at begive sig afsted hjemad nu.

Jeg pakkede nødtørftigt sammen og stævnede ud. Og så, da jeg var kommet ud på havet, og jeg mærkede de store dønninger under båden, og den friske vind (vel 10 m/s) på det tidspunkt, tog jeg en en meget spontan beslutning: at begynde hjemrejsen nu! Med den vejrudsigt, som lød på idelig modvind de næste mange dage, gjaldt det jo egentlig bare om at komme i gang med kampen mod vinden.

Jeg lagde båden til og begyndte den uendelige klatren op af vandbjergene. Båden var slet ikke gjort klar til passage, så efter et par timer lagde jeg den underdrejet i en halv time og fik stuvet og ryddet op. Og så tog jeg fat.

Da mørket faldt på, steg vinden til ca. 12 m/s, og det føltes ganske væmmeligt at være her. Vind og sø var ligeså voldsomme som da jeg sejlede hertil, men nu skulle jeg imod! Det gør pokker til forskel, skulle jeg hilse og sige. Jeg havde lige en time hvor modet var meget lille, og jeg følte mig heltl alene med en helt uoverskuelig opgave og det forbandede, mørke hav. Hvilket jeg jo også er. Heldigvis har jeg et mentalt beredskab, som jeg satte i værk, og fik mig selv op på lakridserne igen.

Det her bliver en kamp, ikke kun med vinden og det uendelige hav, men i lige så høj grad med mig selv. Og det er den kamp, som er en af grundene til, at jeg tog af sted. Hvad er jeg lavet af`? Det skal de kommende døgn afsløre for mig.

Der er 450 mil til Göteborg, som er målet. Væsentligt længere hvis jeg skal krydse, og det skal jeg. Og vind og sø gør, at farten ikke kan være særligt høj, jeg holder kun godt 4 knob. Alting vælter rundt, og vandet drypper nu også ind gennem mastekraven og lige ned i køjen. Det havde jeg ellers tætnet inden afsejling, men vand finder ind ALLE vegne. Sådan en smule vand på det forkerte sted kan virkelig få moralen til at falde. Men der er kun en vej til Göteborg, og det er fremad. Spærret pga. modvind? Nå, så skal der krydses!