Torsdag d. 30/7 2009

Det blev mest en slapperdag, jeg ved ikke lige, hvorfor jeg trængte til sådan en?!

Formiddagen gik med at vandre rundt i byen og finde reservedele. Jeg skaffede et spilhåndtag; det ene af dem, jeg havde, forsvandt på mystisk vis under turen hertil: jeg halede genuaen med det, vendte ryggen til, og da jeg igen så på spillet var håndtaget væk. Så var det, jeg var glad for, at jeg har to af alt, som har vital betydning, ombord!

Den anden opgave var sværere: at skaffe 12 spændeskiver med ru overflade, som måske kan stabilisere vindrorets fastgørelse. Jeg var 4 steder, og det ser ikke ud til, at sådan nogle findes på Shetlandsøerne. Men det var interessant at være på jagt: bådudstyrsforretningerne er top secret. To af dem kom man til via en udvendig trappe på en gavl i et hus, der lignede en lagerhal. Der var absolut intet skilt, hverken nedenfor eller over døren. Så træder man ind, og står i en velkendt og rimeligt velassorteret butik med beklædning, tovværk, beslag osv. Så minimalistisk en markedsføring kan man vist kun slippe af sted med i et meget lille samfund, hvor alle ved, hvor alt ligger.

Lerwich er en ganske hyggelig by, især hvis man er til sten. Alt er i sten, og det gør byen gennemgående grå. Træ har de jo ikke her, de stakkels mennesker, og heller ikke ler til fremstilling af mursten, så alt er og har altid været bygget i sten. Bygningerne har mestendels et victoriansk præg. Det er en britisk “koloni”, ingen tvivl om det. Også gadenavnene bærer præg af det: “Victoria Street”, “Albert Building” mv. Og så var Shetlandsøerne endda danske indtil 1768! Det ses ikke umiddelbart, men kulturen er faktisk meget skandinavisk, især tilknytningen til Norge er mærkbar.

Hen under aften lavede jeg (håber jeg) en tætning af motorbeslaget, som har givet så meget bøvl på turen over. Jeg fandt ud af, at vandet løber ind, fordi det står op i rørene i beslaget, når båden sejler hurtigt (hvilket den mildest talt gjorde!). Boltene går igennem rørene, og kan ikke tætnes fra indersiden af dem. Jeg lavede derfor nogle interimistiske propper til enderne af rørene, så vandet ikke kan komme op i dem. Propperne blev fremstillet af en svamp, som jeg skar i stykker og gennemvædede med tokomponent polyurethanskum (jeg går aldrig nogen steder uden at have sådan noget på mig), som så ekspanderede og lukkede til. Ret genialt, synes jeg selv, men om det virker ved jeg ikke før der igen kommer fart i båden.

Ellers er jeg småtræt af at flikke på skuden. Det synes jeg, jeg har gjort nok det seneste års tid. Men det er desværre et vilkår: der er ALTID noget at reparere, når man har båd.

Fredag d. 31/7 2009

En fyr, som Andrew kendte, hentede mig kl. 8 og kørte mig rundt til et par steder mere, men det lykkedes ikke at skaffe spændeskiverne. Jeg endte derfor med at afmontere forlængerbeslagene. Så må jeg håbe, at vindroret styrer OK uden. Jeg møder overalt en fantastisk venlighed og hjælpsomhed. Folk er hyggelige og åbne, og jeg kan allerede rigtig godt lide dette folk på de forblæste atlanterhavsøer.

Over middag tog jeg færgen over til Bressay, en ø på den anden side af Bressay Sound. Jeg havde klapcyklen med, og cyklede nu ind over det forjættende landskab, jeg havde set fra søsiden i onsdags. Det gik langsomt, for jeg måtte stoppe for hver 50 meter og tage billeder. Grønt og åbent landskab, med en betagende udsigt over havet, klipperne og Mainland alle steder fra. Linjerne i landskabet er uendeligt lange, som om de fortsætter hele vejen rundt, og jeg var ret hjælpeløs med mit kamera: ligesom det er umuligt at fotografere bølger, så storheden kan ses på billedet, kunne dette landskab ikke foreviges. Jeg må derfor suge det ind i min bevidsthed til senere brug, og det gjorde jeg så.

Spiste frokost på en eng med græssende får og var, også der, lykkelig.

På østsiden af Bressay gik en lille, stenet vej ned af en stejl skråning og endte i en betontrappe ned i vandet. Herfra sejler nok verdens mindste færge: en gummibåd med påhængsmotor, som i hele sommerhalvåret sejler ornitologer og andre naturelskere over til øen Noss, som er naturreservat.

Herefter fulgte 2 1/2 times vandring i paradis. Vejret var fantastisk, vel ca. 22 gr. og sol, vandrestøvlerne knasede i gruset og den vildeste natur udfoldede sig lige foran mig. Vilde kaniner spænede ned i deres huller, en kjove (tror jeg nok, det var, jeg er en spade til navne) styrtdykkede over mig for at jage mig væk. Jeg fulgte kysten hele vejen rundt, og blev på østkysten belønnet med et vue udover adskillige fuglefjelde på vel 150 meters lodret fald ned i havet. De var stort set dækket af ynglende fugle. Her yngler også den berømte søpapegøje, men jeg havde, af biologen, som sejlede mig over, fået at vide, at de netop for få dage siden var trukket til havs, hvor de bliver de næste 8 måneder. Lyder fedt! Suler og måger og en masse andre fugle, jeg aldrig har set før, var der i tusindvis. Fra Noss er der mulighed for at se vågehvaler og spækhuggere, hvis man er heldig. Jeg så ikke nogen, men følte mig nu alligevel sindssygt heldig.

Lørdag d. 1/8 2009

Jeg stod tidligt op, for jeg var, af Lerwich Boating Club, blevet inviteret til at deltage i en uformel kapsejlads ud til øerne Out Skerries. Det ville jeg meget gerne, for om aftenen skulle der være fest for deltagerne og ALLE beboerne på “Da Skerries” - med lokale fiddlers, som ville fyre den af med shetlandsk folkemusik.

Desværre ville vejret det anderledes: der stod en solid kuling fra SØ, og det regnede. Jeg er blevet frisk på lidt af hvert af at sejle hertil, men en tur i kraftigt tidevand (som jeg ingen erfaring har med), kuling, dårlig sigtbarhed, med en læ kyst få mil væk og i et farvand, jeg ikke kender - der måtte jeg alligevel melde pas. Det måtte de fleste andre også, kun tre både valgte at starte! Desværre deriblandt mine gode naboer, Ann og Andrew, som jeg var kommet til at holde meget af.

Det føltes helt trist at være blevet alene tilbage, og var en lidt nederen fornemmelse at gå op i byen og shoppe. Det var museumsvejr, så jeg checkede The Shetland Museum ud. Jeg er slet ikke til museer, men det her var faktisk et forrygende godt et af slagsen.

Beriget med en indsigt i øernes forblæste og barske historie, som sætter øboernes lyse og muntre sindelag i perspektiv, forskansede jeg mig til aften i kahytten, tændte petroleumsovnen og lavede gullasch. Og mens kulingen stadig flår i rigningen, og regnen fyger ned over dækket, sidder jeg her med min rødvin, hører shetlandsk folkemusik - på CD :0I - og synes egentlig, at livet trods alt er OK.