Søndag d. 26/7 2009

Efter at være kommet igennem de ganske enorme dønninger ud for Thyborøn blev havet mere roligt. Fin vind fra SV.

Mandag d. 27/7 2009

Det var en rolig nat, med ret begrænset skibstrafik at forholde sig til. Vinden var også fin og stabil. Til morgen friskede det betydeligt op, og jeg rebede sejl. Havde vel en 12 m/s fra SV. Temmelig heftig sø, men det blev opskriften hele vejen over. En mindre navigationsfejl (havde ikke fået indstillet navigatoren til vestlig længde på destinationen - det har jeg jo aldrig skullet tænke på før!) har gjort, at jeg er kommet for langt mod nord i løbet af natten og har tabt noget højde (= afstand i vindens retning, red.). Ærgerligt, men på så langt et stræk betyder det vel ikke det store.

Jeg måtte vænne mig til at blive kastet rundt med hele tiden. Aldrig har jeg set så store bølger. De er majestætiske i deres uafvendelige vandring over havet, et bjerg af kraft på vandring. Og Mathilde klatrer op, op, op, og neeeeeeeeeed. Igen og igen. Når bevægelserne er så voldsomme, skal enhver bevægelse planlægges, ikke mindst i cockpittet og på dækket, hvor jeg hele tiden skal forudse den mulige faldretning og så hugge livlinen i et passende sted, hvorefter jeg kan bevæge mig en meter, hugge i et nyt sted osv. Et toiletbesøg tager et kvarter, for jeg skal jo først “pakkes ud” af mit overlevelsesudstyr (livline, redningsvest, flydedragt), klamre mig fast mens jeg udfører det nødvendige, og så have hele balladen på igen. Hjemme i stuen ville den operation vel tage 4 minutter. Det gør det ikke her, for ingenting er lige bare et lille øjeblik!

Vindroret styrer fantastisk, men det rokker frem og tilbage i de nye forlængerbeslag, jeg fik sat på i Nykøbing Mors. Skal holdes under observation.

Kl. 18.30 åbnede jeg styrbords kistebænk og kunne konstatere, at den var halvt fyldt med vand! Hovsedassedusse, det er sørme ikke så godt, her 60 sømil fra nærmeste havn. Jeg lagde båden underdrejet, fik lænset og kravlede ned i kistebænken (hvilket heller ikke er nemt i 2, 5 meter høje bølger, skulle jeg hilse og sige). Pyha, det er bare nogle af de bolte, der holder motorbeslaget, som er blevet utætte. Det er møgirriterende, for det betyder at jeg skal lænse jævnligt hele vejen, men det er ikke farligt. Jeg valgte at fortsætte.

Senere samme aften blev jeg kaldt over VHF-radioen af Rogaland Radio i Norge. Det viste sig, at min far (og dermed heller ikke I andre) ikke havde modtaget positioner i 8 timer. Jeg har en aftale med ham om, at han skal iværksætte eftersøgning, hvis han ikke modtager noget i 10 timer. Øv, jeg har sendt posítioner ca. hver 2. time hele tiden, og er blevet garanteret 99,9 procent satellitdækning hele vejen over. Der må klages når jeg komme hjem, men det løser jo ikke problemet lige nu. Havde han kaldt mig 2 timer senere, er det ikke sikkert, VHF-radioen havde kunnet række, det var allerede nu meget svært at høre noget pga. dårlig forbindelse.

Tirsdag d. 28/7 2009

Natten igennem var der mange fiskerfartøjer, der “lå i vejen” (jeg tror, de ser anderledes på det), så det blev noget af en slalomløb. Kombinationen af radar og AIS-modtager er genial. Jeg har hele tiden, via de to skærme, overblik over området, kan følge det enkelte skibs afstand fra mig, dets fart og kurs, og dermed lægge en strategi for at undgå kollision. Det har altid før været ganske svært at vurdere noget som helst ud fra et par lanterner i natten. Det var meget spændende at komme igennem dette minefelt, men søvn blev det selvsagt ikke til så meget af. Nå, jeg kan sove, når jeg kommer på plejehjem engang.

En forrygende og vild sejldag med frisk vind hele dagen. Sol meget af tiden. Ved 20-tiden blev jeg passet op af et kæmpeskib, der sejlede ind bag mig og tudede i hornet. Jeg fik kontakt via VHF-radioen, og det viste sig at være et afviserfartøj, der skulle forhindre dumme turister som mig i at sejle ind i et 2 sømil langt, seismisk undersøgelseskabel, som blev slæbt gennem vandet af et andet skib længere fremme. Jeg skal da love for, at jeg fik vendt skuden, og måtte sejle de to mil ud til et vagtskib, der lå agter for kablerne. Jeg checkede bag efter NAVTEXen, men kunne ikke finde nogen besked, der oplyste om det kabelværk. Det kunne de jo bare have sagt!

Kort efter fik jeg pludselig en SMS! Meget mærkelig fornemmelse her ude midt i ingenting. Da jeg granskede horisonten fik jeg langt borte øje på en boreplatform. Der var forklaringen så, for de har ofte mobildækning. Jeg skyndte mig at sende nogle SMS’er, opdatere bloggen nødtørftigt og ringe hjem. Da jeg tog afsted havde jeg en plan om at skrive løbende, mens jeg sejlede, og så opdatere, hvis jeg fik dækning som nu. Meget morsomt! At sætte sig med PC’en og skrive under de her forhold ville være som at brodere korssting siddende på en utilredet væddeløbshest. Jeg følte mig til aften meget træt. Besluttede at holde en friaften, og trak mig tilbage til kahytten hvor jeg spiste fransk løgsuppe og hørte Händel-sonater, mens havet kogte på den anden side af glasfiberen. Nordsøen måtte lige vente et øjeblik…

Onsdag d. 29/7 2009

I løbet af natten passerede jeg endnu en boreplatform, denne gang inden for kun 1 1/2 mils afstand, og på den anden side nogle kolossale fartøjer, der lå næsten stille. De havde så mange lys på, at det lignede Las Vegas, men hvad det var, fandt jeg aldrig ud af. Det var en lidt trykkende og truende fornemmelse at passere disse enorme stålkonstruktioner midt i det sorte hav, mens båden brusede frem i sindssyg fart. Men hele denne rejse er jo i det hele taget for vild hele vejen igennem. NAVTEXen berettede til morgen stadig om heftig, nordvestlig kuling torsdag, så jeg var glad for at kunne holde fart i skuden. Hun løb næsten topfart, godt 6,5 knob, hele tiden. Vinden var frisk til hård fra S og SV.

Kl. 12 spiste jeg frokost, og bemærkede, at det ikke kun skvulpede udenfor båden, men også lige under mine fødder! Vandet fra kistebænken havde fået den sataniske ide at løbe baglæns gennem lænsepumpen og ind under dørken i kahytten. Så sku’ da også! Nu bliver tæppet på dørken nok ikke tørt før i 2011. Heldigvis var vandet ikke løbet videre op i proviantrummene. Man må se på de lyse sider.

Jeg begyndte at se søfugle, jeg aldrig før har set, kredse i luften over masten. Et tegn på fremmede kyster tæt ved. Ved 9-tiden passerede jeg 0-meridianen, og befinder mig således nu på den vestlige halvkugle. Sådan noget kan godt give en navigationsnørd som mig et kick. Hele dagen så jeg ikke et eneste fartøj, og havde således havet helt for mig selv.

Kl. 13 fik jeg landkending. En bølget klippekyst trådte op af havet ret forude. Hold kæft, hvor var det fantastisk at se! Efterhånden kunne jeg se landskabet folde sig ud derinde. Store, grønne vidder med græssende får, bratte klippefald ned i det store, blå hav, og små grå huse spredt ud over vidderne. Kredsende havfugle. Jeg måtte næsten tude af bevægelse. Gu måtte jeg ej. Jeg tudede! Jeg var fremme, efter 20 års drømme, to års minutiøs planlægning, og efter 3 døgn af det mest nervepirrende, stimulerende, berusende og grænseoverskridende sejlads jeg i mit liv har oplevet. Det er ikke for stort at sige, at dette er et af mit livs absolutte klimakser!

17.00 rundede jeg Kirkabister Ness og sejlede op i Bressay Sound. Her var så ubegribeligt smukt, at jeg fik åndenød. 18.00 (som var 17.00 lokal tid) lagde Mathilde sig til hvile på siden af en engelsk yacht i Lerwick Small Boat Harbour. Jeg følte mig træt, men ikke udmattet. Mathilde og jeg har, siden afgangen fra Venø i søndags, tilbagelagt 405 sømil, dvs. ca. 750 km. Gennemsnitsfarten var 5,3 knob, hvilket må siges at være meget højt for så lang en distance!

Efter at være faldet i snak med englænderne på yachten blev jeg inviteret over at spise aftensmad. Det var kærkomment. Jeg gad ikke lige til at kokkere nu. Jeg spiste hos den engelske familie, Andrew og Ann, og deres to skønne tvillingepiger på 11, Catherine og Nicola. Megahyggeligt! Og så så jeg dyner, uendeligt glad og tilfreds. Det er fuldbragt!