Så går det løs! Efter en formiddag med de sidste forberedelser (en kistebænk skulle tætnes, en skudrigel udskiftes, mere stuvning af grej), stævnede jeg kl. 13 ud fra Venø. Jeg brugte en time på at lave logkorrektion (loggen er fart og distancemåleren, og korrigeres ved at sejle frem og tilbage mellem to sømærker og indtaste forskellen på den faktiske distance og det, loggen viser, red.).
Og så, kl. 14 gik det mod Oddesund. 10-12 m/s, blændende sol, grønt vand med hvide skumtoppe. Helt berusende. Og hvad der mere er med til at gøre mig høj er, at jeg formodentlig er på vej mod Shetlandsøerne nu. Det kan stadig blive Norge, hvis vejret ikke arter sig. Jeg vil følge med på Navtex’en (en telexmodtager, der hele tiden opsamler vejrmeldinger, red.) og så planlægge undervejs. Den friske blæst skal tage af hen under aften og dreje mod SV, og derefter skulle jeg have to døgns god sejlvind foran mig, før der nok komme noget kuling på onsdag. Hvis jeg kan holde fart i skuden skulle jeg kunne være i Lerwick på Shetlandsøerne onsdag aften. Vildt!
Næste udfordring, som kun ligger ca. 1 1/2 time ud i fremtiden, er at komme igennem Thyborøn Kanal - porten til Nordsøen. Der kan gå en heftig strøm, og med flere dages kraftig vestenvind kan jeg forvente bissede dønninger som velkomstkomité. Er jeg først ude på dybere vand kan jeg falde af (dreje væk fra vinden, red.) og tage fat på de der 366 sømil.
Jeg glæder mig, og er MEGET spændt.