Bemærk venligst, at der skal startes i bunden for at få kronologien på plads!
Bladr ned i bunden, klik “next page” og bliv ved med det, til du er ved den første side. Så læses posterne i rækkefølge nedefra og op, og skulle så gerne give mening.
God fornøjelse!
Mathilde lagde til kl. 17.50 efter 144 mil på 29 timer. På broen stod en helt overvældende velkomstkomité af familie, venner, klubkammerater og med-bloggere. Det er fantastisk dejligt at mærke, at så mange mennesker har fulgt med, så mine oplevelser er blevet delt. Det, jeg har oplevet, er for fedt til at holde for sig selv!
Tirsdag d. 18/8 2009 kl. 8
Efter at have kæmpet hele aftenen med SV-lig vind og en stærk modstrøm, som gjorde det umuligt at holde højde, gik vinden omsider om i V ved 1-tiden i nat. Samtidig øgede den, ganske som lovet, til regulær kuling. Men det var fedt endelig at kunne sætte kursen direkte hjemad.
Hele natten har Mathilde tromlet sydpå med 6,3 knob, kun for dobbeltrebet storsejl og en lille krydsfok. Hun kan sgu sejle, den lille dame!
Vi høvler nu ned ad Djurslands kyst på et blåt, skumstribet hav. Fantastisk!
Mandag d. 17/8 2009
Kl. 5.50 sejlede vi fra Fotö og ind til Göteborg i kuling. Vinden var agterlig, så det var OK, men begge drenge nåede da at blive søsyge inden ankomsten. Kl. 9.30 afsejlede færgen med min kære familie, og pludselig føltes det meget ensomt at være her. Gid vi lige kunne tage den uge igen!
Jeg blundede og ryddede op, og kl. 13 sejlede jeg fra Göteborg.
Nu er jeg på vej ud af skærgården og passerer snart den sidste klippeø. Så vendes blikket mod Kattegat og det sidste havstræk på turen. Der er kulingvarsel for i nat, så det kan godt blive en festlig finale. For de kommende dage loves der modvind, og det gider jeg simpelthen ikke mere, så nu tager jeg turen og kommer hjem.
Søndag d. 16/8 2009
Nu har vi så, i en lille uges tid, sejlet rundt i det vestsvenske paradis. Trods lavtryksvejr har vi haft en masse solskin, og har hver dag flyttet os et par mil til den næste, lille perle af en skærgårdsø.
Jeg begynder at kende dette område som min egen bukselomme, og det gør bestemt ikke noget. Det er sjovt som hver ø, de ensartede naturgivne betingelser til trods, har helt sit eget særpræg og sin egen stemning. Der er faktisk stor forskel, men fælles for dem alle er de smukke, svenske træhuse og de skønne, varme klipper. Det her minder på rigtig mange måder om Middelhavet, der er der bare for varmt (for min smag).
Ungerne har hygget sig gevaldigt med jollen (bananbåden), som har været på mange togter til små skær i nærheden af båden, og klatreevnerne er blevet prøvet af på hver eneste klippe, som var mere end 1/2 meter høj.
Anne-Marie har døjet noget med klaustrofobi og rygsmerter i den lille båd, men har også nydt skærgårdsmiljøet og vores dejlige børn, som stortrives med denne ferieform.
Vi var så heldige i torsdags at komme til Husvik på Brännö netop den aften, hvor der var sidste gang “Dans på Brännö Brygga” for i år. Det er en tradition, der går mere end 70 år tilbage: hver torsdag hele sommeren er der dans på “dansbanan” på broen til levende musik.
Vi kom således med til “festen” og fik os en svingom til Brännö Pojkarna, som er et helt usædvanlig fedt danseorkester. Bandet kommer fra Brännö, som har et meget blomstrende musikliv, til trods for, at den ikke er meget større end Tunø. Ikke mindre end 5 studier til indspilning af CD’er findes her, og den CD, jeg købte med bandet rummede 14 numre, som alle var skrevet af forskellige Brännö-boere. Det er da vildt. Og igen, på naboøerne mindre end 500 meter væk findes dette miljø ikke.
På Fotö, hvor vi ligger nu, har vi lige været til “missions-koncert” med et meget ungt band, der spillede sange med kristne tekster i den lille bitte café på havnen. Præsten holdt også en kort prædiken. Til dette arrangement var der nok 70 mennesker mødt op. Sandsynligvis hovedparten af øens befolkning. Sikke en opbakning! De har altså noget fokelighed og sammenhold her, som (også) drager mig.
I mit næste liv vil jeg være svensker. Fordi de har den natur. Fordi et hus er en skønhed her. Fordi en harmonika hedder et dragspel. Og af en hel masse andre grunde. Sverige er bare mere cool, og sådan er det.
I morgen tidlig sejler vi ind til Göteborg, hvor Anne-Marie og ungerne skal med færgen kl. 9.30. Derefter må jeg se at finde hjem, men vejrudsigten byder naturligvis på modvind, og i morgen endda 8-13 m/s, så nu må vi se.
Den meget lange tur til trods, kunne jeg sagtens blive ved. Det her er bare livet.
Søndag d. 9/8 2009 - fortsat
Nu var det så min plan at sætte motoren i tomgang, og lade den trække båden ganske langsomt de sidste 25 mil til Sverige mens jeg powernappede lystigt. Det var MEGET tiltrængt med noget søvn nu!
Således “veludhvilet” ville jeg kunne navigere ind mellem skærene ved Vinga i dagslys. God plan!
Stor var fortvivlelsen derfor, da det efterhånden gik op for mig, at virkeligheden ville det helt anderledes:
da trafikken ved Skagens Rev var overstået, blev det værre! Radar- og AIS-skærmene så ud, som om de havde fået skoldkopper. Hvor end jeg vendte blikket mødtes det af et lyshav. Havet var dækket af skibe i fart!
Samtidig friskede vinden betydeligt. Jeg behøver næppe nævne, at den naturligvis kom fra SØ, dvs. var - jep - imod. Jeg måtte, i min nu nærmest desperate tilstand, undvige en fiskerflåde på omkring 25 fartøjer, derefter adskillige krydstogtskibe, coastere, en masse tankskibe, så nogle flere fiskeskibe - og det blev ved og ved og ved. Aldrig i hele mit liv har jeg oplevet som intens en skibstrafik over en strækning på hele 25 mil!
Søen rejste sig hurtigt og blev kolossalt ubehagelig. Kattegat er lavvandet, og derfor bliver søerne krappe og stejle. Da det gik op for mig, at min plan om søvn på overfarten var urealistisk, og det bare gjaldt om at komme væk fra denne motorvej, gav jeg motoren en ordentlig spand flis.
Mathilde fløj ind i forkanten af bølgerne med forceret fart, og hver gang gav det et drøn i konstruktionen, så det lød som om, hele skibet var ved at blive splittet ad. Af og til var drønet så voldsomt, at AIS-modtageren genstartede! Samtidig var søen lidt skrå i forhold til sejlretningen, og jeg kunne ikke sanse at sætte et støttesejl, så båden rullede som en fiskekutter fra side til side.
Jeg sad som en hængt kat og overvågede mine skærme, turde ikke lægge mig et øjeblik af frygt for at sove over mig. Ind imellem vågnede jeg ved, at jeg knaldede hovedet ind i skottet, fordi jeg var faldet i søvn i et halvt sekund.
Hvordan det lykkedes mig at udføre et fuldt forsvarligt og professionelt stykke navigationsarbejde i den tilstand ved jeg ikke, men det gjorde det faktisk. Det er jo også muligt at gøre enkelte fornuftige ting, selvom man er fuld!
Mandag d. 10/8 2009
Kl. 3.30 nåede jeg, alt for tidligt i forhold til lyset, over til svenskekysten. Jeg måtte kravle helt ind under land, og på en ganske smal stribe vand på et par mil mellem klippekysten og den nærmeste skibsrute, hvor kæmpeskibe kværnede forbi i en stadig strøm, fik jeg på en eller anden måde sat sejl, så jeg kunne lægge båden underdrejet. Nu fulgte en times tid, hvorunder det lykkedes mig at få 5 x 10 minutters søvn.
Så fortsatte turen ind mod Vinga, naturligvis på kryds. Og så, endelig, passerede jeg det karakteristiske fyr og sejlede ind i skærgården. Her fulgte 10 mil, hvor vinden ikke var imod, og der heller ikke var vindstille. For første gang siden jeg forlod Out Skerries i tirsdags! I min sørgelige forfatning var det dog ikke muligt for mig at nyde det. Så strøg jeg sejlene og sejlede op i Götaelven mod Lilla Bommen i Göteborg.
Jeg har læst om, at store stærke mænd kunne finde på at græde af udmattelse under militære øvelser og lignende, men at det skulle overgå mig selv havde jeg ikke troet. Ikke desto mindre brugte jeg tyve minutter, mens Mathilde sejlede op ad elven, på simpelthen at hulke. Ikke på grund af bevægelse denne gang, ikke pga. lettelse eller sorg eller noget som helst andet. Kun fordi jeg var SÅ træt.
Kl. 9.30 gjorde jeg endelig fast til pontonbroen i Lilla Bommen. Jeg har krydset eller sejlet for motor 560 mil, heraf har jeg gået for motor i 44 timer. Men jeg er fremme!
Familien kommer med færgen kl. 18, så der kan også nås en lur af de lidt længere. Sikke en luksus.
Hermed slutter solo-delen af denne rejse. Jeg vil stadig skrive på bloggen, men den næste uge bliver der længere i mellem, da det er svært at få mulighed for, når familien er med på vognen. Så følger det sidste stræk hjem til Århus, og så skulle den ged vist være barberet.
Jeg glæder mig rigtig meget til at se mine kære igen, og til IKKE at skulle sejle langt i et stykke tid!
Søndag d. 9/8 2009
Kl. 4.30 i morges skiftede jeg til reservetanken, og har så kun omkring 20 liter benzin tilbage. Stadig ingen tegn på vind. Jeg granskede kortet og lagde en ny plan: tankning i Hirtshals. Det giver fakstisk kun en omvej på omkring 3 mil. Som sagt, så gjort: kursen blev lagt om.
Kl. 8.30 sad jeg og snakkede i telefon (dansk dækning nu, det er fantastisk), da der lød et bump, hvorefter vindmøllen begyndte at vibrere helt vildt. Jeg stoppede den omgående, og kunne måbende konstatere, at den ene møllevinge var brækket! Hvordan hulan…?
Forklaringen kom et øjeblik efter: en due forsøgte at lande, nu på vindroret. 11 mil til havs! Det gik ikke så godt, for sådan et vindror svinger jo ustandseligt fra side til side. Duen valgte så den ringeste, men eneste løsning: den landede i vandet, hvor den lå og så fortabt ud, mens Mahilde fortsatte sin rejse mod det frelsende fastland. Et minut senere havde den truffet en sidste, desperat beslutning. Den fløj hen over hovedet på mig, ned i kahytten, og slog sig ned i vasken i pantryet, fuldstændig udmattet. Det var en smal sag at lægge en jakke over vasken. Kort efter erstattede jeg jakken med det låg, jeg har til vasken, og så var den due fanget, og aftensmaden reddet ;0)
I solskin gled jeg kl.12.30 ind i Hirtshals enorme fiskerihavn. Her er jeg kommet årligt hele mit liv, fra landsiden, da min familie har sommerhus i Tversted lige i nærheden. Det var en helt anden fornemmelse at komme her fra søsiden. Der er tale om en hard core fiskerihavn, men en lille marinabro inderst i vestbassinet var det da blevet til, og her lagde jeg til.
Fordi jeg jo, som sagt, har to af alt af vital betydning ombord, var det muligt for mig at skifte til et nyt sæt møllevinger (ellers ingen strøm, og det er skidt), og så gik benzinjagten ind. Da jeg forklarede en mand, der gik og reparerede på sin båd, at jeg havde sejlet 490 mil på 5 døgn, og skulle videre til G’oteborg, og samtidig sørgede for at se lidt sølle ud, tilbød han heldigvis at køre mig op til tanken to kilometer væk. Jeg var godt tilfreds med ikke at skulle køre 75 liter benzin ned til båden på sammenklappelig sækkevogn.
Kl. 15 var der afgang igen. Vi har jo en deadline her! Mens jeg sejlede op langs den jyske vestkyst, stadig i total vindstille, fik jeg gjort lidt rent. Båden skal nu være klar til familieferie. Blandt andet havde låget på et glas grøntsagssuppe i et af proviantrummene løsnet sig under de ustandselige bevægelser, så suppen havde fordelt sig jævnt imellem samtlige henkogningsglas og var fortsat ned i kølsvinet. Det var ellers en god suppe, kunne jeg dufte.
Kl. 21.30 passerede jeg Skagens Rev. Det var nøje timet, at jeg kunne nå at passere revet i dagslys, for her er noget af det heftigste skibstrafik i Skandinavien. Det viste sig at være en god ide: Da jeg krydsede dybvandsruten skulle jeg forholde mig til ikke mindre end 13 skibe på en gang!
